Konkurrencen på markedet for bredbånd ser lovende ud. Det er Dansk Energis reaktion på konsulentfirmaet Copenhagen Economics seneste analyse om bredbånd.
Rapporten konkluderer ellers, at konkurrencen ikke fungerer, og at der ikke er udsigt til, at der kommer alternativer til TDCs kobbernet de næste mange år. Ifølge rapporten er det for dyrt at leje sig ind på TDCs kobbernet for udbydere som Cybercity, Telia og Fullrate – og det forringer konkurrencen på bredbånd. Men afsættet er helt forkert i Dansk Energis optik:
- Udmeldingen om, at der ikke er udsigt til konkurrerende infrastruktur til TDC’s kobbernet er lodret forkert - og helt ude i skoven, siger Christian Berg, chefkonsulent i Dansk Energi
- Energiselskaberne har gang i en massiv udrulning af fibernet. Fire teleselskaber er på vej med 3G-dækning i hele landet. Et selskab skal i 2010 dække store dele af Danmark med trådløst bredbånd – WiMAX. Disse infrastrukturer er alle konkurrenter til TDC’s kobbernet.
- Så den politiske vision om at skabe konkurrence mellem forskellige infrastrukturer er godt på vej til at blive realiseret.
Rapporten fra Copenhagen Economics peger ellers på, at en lavere pris på rå kobber vil øge konkurrencen på bredbåndsmarkedet og bane vejen for billigere og bedre bredbånd for forbrugerne. Dansk Energi er uenig:
- Danmark får kun billig og bedre bredbånd ved at skabe alternativer til TDC’s kobbernet. Det åbner op for ægte konkurrence og valgfrihed til forbrugernes gunst, siger Christian Berg
Rapporten peger på, at den danske pris for leje af rå kobber er høj – set i forhold til en række andre lande i EU. Sammenligningen tager dog ikke højde for forskelle i landenes prisniveauer, hvor Danmark ligger i den høje ende. Det er nødvendigt for at sikre et retvisende billede:
- Ser vi på den seneste måling af priser på rå kobber i EU justeret for forskelle i købekraft, falder Danmark ud som det billigste lande, siger Christian Berg.
- Billig og bedre bredbånd opnås bedst ved at skabe en reel konkurrence mellem forskellige teleinfrastrukturer. Politikernes opgave er derfor at sikre gode og forudsigelige rammebetingelser for investeringer i ny infrastruktur, siger Christian Berg.
- Regeringen bør derfor sætte ind på at fjerne barrierer for udrulning af ny teleinfrastruktur. Det gælder fx kommunernes forvaltning af lokalplaner, hvor mange husstande er pålagt en tilslutnings- og betalingspligt til et lokalt antenneanlæg, hvor TDC i mange tilfælde er leverandør af bredbånd og tv. Det hører simpelt hen ikke til på et liberaliseret telemarked. Konkurrencen skal foregå på fair og lige vilkår.
Sådan er prisen for leje af rå kobber i 15 EU-lande angivet i Euro per måned (oktober 2007). Priserne er korrigeret for forskelle i købekraft, baseret på OECD’s opgørelse af købekraftpariteter:
