EU besluttede i fredags, at flyselskaberne skal ind under den fælles-europæiske klimapolitik. Dermed bliver der lagt loft over, hvor meget flyselskaber må forurene med CO2.
Dansk Energi er tilfreds med EU's beslutning, men der er et aber dabei.
- Det er meget tilfredsstillende, at EU griber ind over for CO2-udledningen fra flytrafikken. I forvejen er energiselskaber og den energitunge industri omfattet af EU's klimapolitik, og det duer ikke at have områder og sektorer, hvor der ikke er kontrol over CO2-udledningen, siger Charlotte Søndergren, chefkonsulent i Dansk Energi.
- Flytrafikken er imidlertid en side af det problem, vi alle skal bidrage med at løse. Tre andre er boligernes olie- og gasbaserede opvarmning, udledning af klimagasser fra landbruget og bilernes stigende udledning af klimagasser, siger Charlotte Søndergren.
- Nu har vi fået flytrafikken ind i kvotesystemet, og det er tilfredsstillende. Men det er ikke nok. Boligerne, bilerne og landbruget kører stadig væk friløb. Det er ikke tilfredsstillende, og det må vi have gjort noget ved. Det er måske ikke det rigtigste, at disse sektorer bliver underlagt EU's kvotesystem. Men det må ikke spærre for andre virkemidler, siger Charlotte Søndergren.
EU's klimaministre vedtog fredag at inkludere luftfarten i EU’s kvotehandelssystem fra 2012. Dermed bliver der sat et loft over, hvor meget flyselskaber må forurene med CO2. CO2-loftet gælder alle flyvninger internt i EU samt ind og ud af EU.