Høje børspriser på el betyder merudgift på halv øre pr. kWh i Østdanmark.
Flere medier har de seneste par dage omtalt, at der på enkelte tidspunkter af døgnet i disse dage er skyhøje elpriser på den nordiske elbørs, og at det især vil ramme de østdanske elforbrugere. Dansk Energi har regnet på konsekvensen for en typisk privatkunde, og den viser, at prisudsvingene på elbørsen vil slå igennem med ca. en halv øre pr. kWh hos de østdanske elforbrugere i fjerde kvartal i forhold til tredje kvartal i år.
De stigende priser på den nordiske elbørs skyldes, at en række svenske kernekraftværker er ude af drift. Og samtidig har det kolde vejr ramt hele Norden, og det har fået kunderne til at skrue ekstra op for elforbruget.
Trods det lille prishop vil budgettet for julemiddagen næppe vælte i de fleste familier af den grund.
Hvis en juleand langtidssteges i fire timer i en østdansk ovn, der bruger ca. 1 kW, så er merprisen ved at stege anden juleaften ca. to øre – i sammenligning med, hvad det ville have kostet at stege anden i tredje kvartal.