Vejen er banet for elbiler

Nu lyder startskuddet for konsortieprojektet EDISON. Konsortiet underskriver den 25. februar 2009 en samarbejdskontrakt i Dansk Design Center...

Nu lyder startskuddet for konsortieprojektet EDISON – et af de største projekter i årets PSO-pulje. Konsortiet underskriver den 25. februar 2009 en samarbejdskontrakt i Dansk Design Center med klima- og energiminister Connie Hedegaard som en af deltagerne.

- Vi er rigtigt glade for at kunne samle nogle af verdens ledende firmaer i vores konsortium, siger projektleder Jørgen S. Christensen, afdelingschef hos Dansk Energi.

Konsortiet består af IBM, Siemens, DTU/Risø, Dong Energy, Eurisco, Østkraft og Dansk Energi

I EDISON-projektet udvikles de tekniske løsninger, så de lokale elnet kan tåle belastningen fra opladning af elbiler, og så elbilen kan kommunikere med elsystemet.

Konsulent i Dansk Energi og leder af EDISONs arbejdspakke 1, Anders H. Foosnæs, mener timingen for EDISON er helt rigtig.

- Det at udvikle intelligente løsninger til elsystemet, der kan muliggøre prisfleksibelt elforbrug, vil være afgørende for at kunne leve op til de energikrav, Danmark har fået fra EU-hold, siger han.

Projektet har tre faser; forskning, teknologiudvikling samt demonstration. Projektets demonstrationsfase vil foregå på Bornholm i år 2011, hvor ladestationer, elbiler og intelligent styring testes.