Europa-Kommissionen fremlægger i dag et ambitiøst forslag til strukturen i den næste globale klimaaftale. Kommissionen vil have et globalt marked for CO2-kvoter, flere penge til energiforskning og en begyndende indsats i udviklingslandene som led i en global klimaaftale på FN's klimakonference i København (COP15).
- Det er glædeligt, at EU spiller konkret ud her tidligt i processen, siger chefkonsulent Stine Grenaa Jensen fra Dansk Energi. Nu venter vi spændt på et udspil fra USAs præsident Barack Obama og reaktionen fra udviklingslandene, siger hun.
Kommissionen ser gerne et globalt marked for CO2-kvoter allerede i år 2015, der i første omgang omfatter OECD-landene. Markedet kan udvides til de store lande uden for OECD inden år 2020.
Det globale marked skal både reducere udledninger af drivhusgasser og skaffe finansielle midler til udviklingslandene. Kommissionen forestiller sig, at Kyoto-protokollens CDM-mekanisme bevares i en dog revideret form, indtil det globale CO2-marked træder i kraft.
- Det er super godt, at kommissionen ser kvotesystemet som rygraden i den kommende klimapolitik. Vi er åbne overfor at revidere CDM-mekanismen. Det er dog afgørende, at vi ender med et system, hvor markedskræfterne hjælper med til at føre penge fra rige til fattige lande. Ellers går udviklingen simpelthen for langsomt, siger Stine Grenaa Jensen.
Kommissionens forslag lægger også stor vægt på udvikling af ny teknologi og anbefaler, at det udgør en essentiel del af klimaaftalen i København til december.
- Det er meget glædeligt, at Kommissionen vil forpligtige sig til forskning, udvikling og demonstration af energiteknologier i en global aftale. Et ensidigt fokus på kortsigtede reduktioner vil føre forhandlingerne ind i en blindgyde. Vi har brug for forpligtigende mål og midler til at investere i ny teknologi, siger Stine Grenaa Jensen.