De store mængder vedvarende energi stiller krav til elsystemet, derfor er Bornholm blevet et levende forskningslaboratorium for nye løsninger til elsystemet. Dansk Energi er bidragsyder.
Danmark står på tærsklen til, at vindkraft skal opfylde 50 procent af den danske strømforsyning. Det stiller nye krav til elsystemet, der skal håndtere svingende strømmængder alt efter, hvor meget det blæser.
Dansk Energi har derfor været bidragsyder til det nye forskningslaboratorium PowerLabDK, der med Bornholm som levende laboratorium kan teste nye styringsmetoder i både pilotforsøg og i fuld skala.
- Vi ser frem til at høste forskningserfaringerne af PowerLabDK, det vil give nyttig viden om muligheder for, hvordan vi udnytter energien bedst muligt, lige fra varmepumper til elbiler og kommer forbrugerne til gavn, siger Jørgen S. Christensen, afdelingschef i Dansk Energi.
- Men lige så vigtigt vil forskningen på Bornholm give en indikation om, vi kan nå vores vision om et CO2-neutralt Danmark i 2050, her er fleksibilitet en hjørnesten, fortsætter Jørgen S. Christensen.
PowerLabDK består af et konsortium af Risø DTU, Ingeniørhøjskolen i København og Østkraft, der leverer strøm til stort set alle 25.000 bornholmere.
Det samlede budget for projektet er 133 millioner kroner. Udover Dansk Energi er IBM, Siemens, nkt cables, ABB, Vattenfall, DONG Energy, Vestas, DTU og Energinet.dk bidragsydere. Den offentlige finansiering til projektet kommer fra det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP.