Vismænd tager fat i energipolitikkens problembarn

De miljøøkonomiske vismænd tager i deres nye rapport fat i energipolitikkens største udfordring: vores biler og boliger. Energisektoren vil gerne være med til at løse udfordringen.

Danmark halter ifølge de miljøøkonomiske vismænd langt efter sit mål om at skære CO2-udledningen med 20 procent i de ikke-kvotebelagte sektorer, biler, bønder og boliger.

Uden yderligere tiltag vil Danmark kun skære fem procent i de ikke-kvoteomfattede sektorers udledning af CO2, skriver vismændene. De skitserer blandt andet, at staten har et valg mellem kvotekøb i udlandet eller træffe nye beslutninger hjemme.

- Vismændene fokuserer rigtigt på energipolitikkens største problembørn, som især er vores biler og opvarmningen af vores boliger. Vi skal ikke gøre os til dommere over om, staten skal vælge kvotekøb eller ej. Men vil politikerne løse problemet hjemme, vil energisektoren gerne være med til at levere løsningerne. CO2-indholdet i el bliver for hver dag mindre, og derfor kan el med fordel erstatte olien i vores biler og i vores oliefyr i parcelhusene, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

- Der har været en række gode politiske tiltag senest med den forlængede afgiftsfritagelse for elbiler og skrotningspræmier til danskere, der udskifter oliefyret. Men politikerne vil med fordel kunne give elafgifterne et grundigt eftersyn. I forhold til CO2-indhold er el hårdt beskattet sammenlignet med olie, siger Lars Aagaard.

El er i dag dobbelt så hårdt beskattet som olie målt per ton CO2. I løbet af de næste 10 år vil el blive fire gange så hårdt beskattet sammenlignet med olie målt per ton CO2, selvom CO2-indholdet i el falder, fordi andelen af vedvarende energi i elforsyningen fordobles inden 2020 til 50 procent.