Strammere klimamål vigtige for energiinvesteringer

Et strammere europæisk klimamål vil give energisektoren større sikkerhed for investeringerne


Dansk Energi støtter klimakommissær Connie Hedegaards forslag til et udvidet klimamål

Et strammere europæisk klimamål vil give energisektoren sikkerhed for investeringerne i en mere CO2-fattig produktion. Derfor støtter Dansk Energi klimakommissær Connie Hedgaards ønske om at skærpe EU's mål for CO2-reduktioner fra 20 procent til 30 procent.

- Energisektoren er den største investor i teknologi og udvikling, der kan fremme det CO2-fattige samfund. Men den nuværende kvotepris motiverer ikke til den udvikling. Et strammere CO2-mål kan skabe politisk troværdighed om målene og derfor langsigtet sikkerhed for investeringerne, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

CO2-kvotesystemet leverer den største forandring og er en afgørende mekanisme for omstillingen af det europæiske energisystem. Og med den nuværende lave pris på kvoterne mangler sektoren en motor i omstillingen. Et strammere klimamål vil hjælpe kvoteprisen op og dermed motivere investeringerne. Omvendt vil et skrappere mål øge omkostningerne også for vores kunder og her ikke mindst den konkurrenceudsatte industri. 

- Det er vigtigt, at et strammere mål følges op af en justering af det nuværende europæiske kvotedirektiv, så vi på den ene side sikres en højere og mere stabil pris på CO2-kvoter og samtidigt supplerer systemet med en sikkerhedsventil, der kan kompensere den energiforbrugende indstri, såfremt CO2-kvoteprisen eksploderer, siger Lars Aagaard.