I stedet bør de kigge deres udspil nøje igennem og finde en reel balance mellem de forskellige energikilder.
Landbrug & Fødevarer har i dag sendt deres forslag til en ny energipolitik på banen, som leder op til, at politikerne i løbet af de kommende måneder skal indgå et nyt energiforlig. Klima- og energiminister Lykke Friis stiller sig derfor undrende over for det ensidige udspil, som godt nok tilgodeser landbruget, men som ikke skaber den nødvendige balance i samspillet mellem de forskellige energikilder.
- Der skal ikke herske tvivl om, at øget brug af både biomasse og biobrændsler er en vigtig brik i vores omstilling til at blive uafhængige af fossile brændsler. Men simpel matematik tilsiger, at vi ikke kan komme i mål, hvis vi kun satser på de to energikilder. Uden havvind går regnestykket ganske enkelt ikke op. Jeg vil derfor opfordre landbruget til at regne deres udspil igennem en gang til, siger Lykke Friis.
Ifølge klima- og energiministeren er havvind netop krumtappen i omstillingen til et samfund uafhængig af fossile brændsler.
- Nu har jeg jo ikke haft mulighed for at læse udspillet i detaljer, men umiddelbart lyder det som om, oplægget næsten udelukkende handler om landbrugets interesser - ikke om at komme med løsningsforslag på fælles udfordringer. Det er selvfølgelig helt fair, men svækker udspillets gennemslagskraft betydeligt. Den centrale udfordring fremover bliver jo netop at finde den rette balance mellem energikilderne og få dem til at spille sammen, siger hun.
Ifølge ministeren kan vi lige så godt udnytte den vedvarende energikilde – vinden – som Danmark har allermest af, og som dansk erhvervsliv tilmed har bygget en enestående eksportsucces op omkring.