Detaljerne er stadig til diskussion, men den danske chef i EU-Kommissionens enhed for vedvarende energi, Hans Van Steen, fortæller, at det er planlagt at udvide kriterierne for biodiesel til fast biobrændsel. På stakeholderkonferencen efterlyste deltagerne, at EU-Kommissionen burde arbejde for mere regulatorisk sikkerhed på området, og i det hele taget gøre mere for at tilskynde en større anvendelse af biobrændsel.
Energikommissær Günther Oettinger pointerede også, at man i EU bliver nødt til på ny at undersøge biobrændsel og biodiesels rolle i transport og varmesektoren. Vicepræsidenten for Europen Biomass Association mindede deltagerne om, at medlemsstaterne ifølge nationale handlingsplaner forsøger at opnå to tredjedele af deres 2020-mål for vedvarende energi med biobrændsel. Hvis dette skal kunne lade sig gøre, må EU sikre udbudssikkerhed, omkostningseffektivitet og bæredygtighed. Fra the European Biodiesel Board lød det, at EU kan forbedre biobrændstoffers bæredygtighed, men behøver stærke standarder og mere støtte til avanceret biobrændstof.
Dansk Energi er fuldkommen enig. Der er vigtigt, at regulatoriske risici omkring biobrændsel nedbringes, hvis de biomasseinvesteringer, der er nødvendige for at nå målene i de nationale VE-handlingsplaner, skal foretages. Derudover er det en vigtig prioritet for Dansk Energi, at bæredygtighedskriterierne kommer til at involvere hele værdikæden - altså både produktion, transport og anvendelse af biomassen. I starten af 2010 fremlagde EU-Kommissionen sin rapport om biomasse, som blev stærkt kritiseret fra flere sider for kun at rumme anbefalinger og ingen konkrete forslag til kriterier for bæredygtighed. Energibranchen er derfor, i mangel på bedre, selv gået i gang med at definere kriterier (IWPB). Dansk Energi har længe arbejdet i Eurolectric-regi og nationale fora for at få fremskyndet processen med udviklingen af ensartede bæredygtighedskriterier, så det er meget positivt, at EU-Kommissionen lægger op til, at der skal ske noget nu.