Den umiddelbare effekt annoncerede Vattenfall i går, da den justerede lovændring kun giver dækning for 60 pct. af omkostninger for at levere til garnerierne.
Det fik klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard til at udtrykke et håb om, at der på et tidspunkt sker en omstilling væk fra kullet, alt imens han glædede sig over, at de fynske gartnere var blevet tilgodeset. Samtidig redegjorde ministeren for, at omstillingen af Fynsværket til grøn kraftvarme ikke er indregnet som virkemiddel i forhold til at nå regeringens CO2-mål.
- For mig er en udledning på over 1 mio. tons CO2 et væsentligt element for Danmarks grønne omstilling – uanset om det står i det ene eller det andet regneark. Vi ved, at en bevægelse fra kul til biomasse i de centrale kraftvarmeværker er den billigste vej til CO2-reduktioner. Alternativet er at finde CO2-reduktionen på en dyrere måde, konstaterer Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.
Han ser frem til en konstruktiv dialog mellem både politiske og kommercielle interessenter. Energiselskaberne vil den grønne omstilling, da opfattelsen er klar – fremtidens brændsler bliver ikke fossile. Derfor skal der findes en økonomisk farbar vej for at vi kan komme videre.
- Vi syntes, at man skal se konstruktivt på at udnytte den meget store tilskudspulje til VE-proces i industrien, som blev afsat i energiforliget. De blev netop afsat til at afbøde blandt andet gartneriernes øgede omkostninger til procesvarme ved en grøn omstilling af kraftvarmeværker. Det håber jeg, bliver næste skridt, nu hvor den nuværende lovændring efterlader Odense som en fossil plet på Danmarkskortet. Vi vil arbejde på, at den grønne omstilling kommer videre – også på Fyn, afslutter Lars Aagaard.