Nyhed

Elafgiften er efterårets vigtigste politiske sag

Elafgiften i Danmark er for høj og spænder ben for den grønne omstilling herhjemme. Det er der igen blevet sat en tyk streg under, efter at regeringen fredag har offentliggjort den længe ventede afgifts- og tilskudsanalyse på energiområdet.

Vi skal sætte elafgiften ned, og det er efterårets vigtigste politiske sag. Det siger Dansk Energi til regeringens netop offentliggjorte analyse af afgifter og tilskud på energiområdet. Nu skal analyser, fakta og beviser føre til politisk handling, lyder opfordringen. 

– En lettelse af elafgiften bør finde vej til finanslovsforhandlingerne allerede i efteråret. Vi kan ikke vente på en ny energiaftale, siger Lars Aagaard, der er administrerende direktør i Dansk Energi.

Han påpeger, at elafgiften ikke kun spænder ben for den politisk ønskede elektrificering af det danske samfund, men også danskernes mulighed for større velstand og et bedre liv.

– Elafgiften betales af rigtige levende danskere. Den virker som en skat på arbejde, den rammer socialt skævt og koster arbejdspladser. Hvis regeringen har fundet penge til at sænke det samlede skattetryk og give danskerne flere penge i hånden, er en lettelse af elafgiften den rigtige vej at gå, siger Lars Aagaard.

Han advarer samtidig regeringen mod at lette CO2-afgiften på kul.

– Efter statsministerens kritik af, at Trump melder sig ud af Paris-aftalen og åbner kulminer i USA, er det da besynderligt, hvis regeringen vælger en vej, der vil øge brugen af kul her i Danmark. Det vil blive bemærket internationalt. Energibranchen i Danmark har valgt en vej væk fra kul. Og det bør regeringen hjælpe os med fremfor det modsatte, siger Lars Aagaard. 

Fakta
El er i dag den energiart, der beskattes hårdest i Danmark, og en afskaffelse af elafgiften vil ifølge nye beregninger give en gennemsnitlig dansk familie en skattelettelse på 4.000 kr. om året og en samfundsøkonomisk gevinst på 9,3 milliarder.

De Miljøøkonomiske Vismænd har også peget på, at elafgiften er forvridende, og ikke gavner den grønne omstilling. Læs deres rapport.