Nyhed

Færger bliver grønnere på el

Dansk færgefart bliver grønnere og grønnere – og el er en væsentlig faktor i den udvikling. Derfor sætter Dansk Energi og Danske Rederier fokus på elektrificeringen, for derved at fremme en mere miljøvenlig drift af færger.

Stadig flere færger bliver forsynet med batterier, så de helt eller delvist sejler på elektricitet. Det er en udvikling, der hilses velkommen på begge sider af mødet mellem energisektor og skibsfart. Det gælder blandt andet færgerederierne:

- På overfarten mellem Helsingør og Helsingborg står HH Ferries overfor at sejle på tværs af Øresund med verdens største eldrevne færger. Det vil give renere luft i sundbyerne og mindre klimabelastning, så mere el i færgefarten er en udvikling, som vi vil se flere steder, siger direktør Jakob Ullegård fra Danske Rederier.

Han regner med, at elektricitet vil fortrænge fossile brændsler på stadig flere færger i de kommende år. Allerede i dag tænkes elektricitet ind som et alternativ hver gang en færge skal renoveres eller skiftes. Et aktuelt eksempel er ved Faaborg, hvor en tidlig udskiftning af dieselmotorer kan ende med, at færgen til Avernakø og Lyø bliver delvist elektrisk. Det kan også gælde havnebusser og turistbåde.

Forsknings- og udviklingsdirektør Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi vurderer, at elektrificering af transportsektoren bliver en central del af udfasningen af de fossile brændsler frem mod 2050.

- Batterier falder kraftigt i pris i disse år, og samtidig bliver elektriciteten grønnere og grønnere. I første halvdel af 2017 blev, hvad der svarer til knap 45 procent af vores elforbrug, dækket af vindmøller. Der kommer også stadig mere bæredygtig energi fra kraftværker og solceller, så fremtidens færger kan sejle på el med stadigt renere samvittighed, siger Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi, hvis medlemmer – elnetselskaberne – sørger for nettilslutning af ladeudstyr til el-færger. 

De danske færger er en vigtig del af Danmarks infrastruktur og dermed for sammenhængskraften i samfundet. Det samme kan siges om elnettet, der sørger for, at danskerne har elektricitet i stikkontakterne mere end 99,99 procent af tiden.

For at sætte fokus på mulighederne i eldrevet færgefart afvikler Dansk Energi i samarbejde med Danske Rederier en temadag den 29. november. Her vil der bl.a. være oplæg fra de to organisationer, fra HH Ferries, Forsyning Helsingør og fra Ærø Kommune, hvor eldrift også står højt på dagsordenen. 

- Mere og mere el-drift af færger er en international trend, som også rummer eksportpotentialer. Men først og fremmest betyder det, at øer og genvejsfærger fortsat kan servicere danskerne på samme høje niveau, samtidig med at luften bliver renere for en række danskere, vurderer Jakob Ullegård, der i lighed med Dansk Energi glæder sig over, at regeringen sammen med et flertal i Folketinget har besluttet at fjerne PSO-afgiften fra elregningen.

- Dermed bliver der bedre økonomi i at køre og sejle på el, fastslår Jørgen S. Christensen.

Se programmet og tilmeld dig til temadagen om elfærger