Store prisforskelle mellem det danske marked og sydover betyder, at udbygning af transmissionskapacitet fra Danmark til Holland, Tyskland og England har god europæisk samfundsøkonomi.
EU's energipolitik skal understøtte en plan for udbygning af elinfrastrukturen, der vil gavne samfundsøkonomien i medlemsstaterne. Dansk Energi vurderer, at der allerede nu er god økonomi i at styrke forbindelser fra Danmark til Holland, Tyskland og England.
Dansk Energi efterlyser en fælles plan i Europa for transport af strøm og adgang til markeder. Det vil gavne forbrugerne i form af billig og sikker energi, forbedre klimaet og styrke den økonomiske vækst i Europa. Med øget anvendelse af fluktuerende, vedvarende energi i hele Europa bliver det en massiv udfordring at få skabt balance i det samlede europæiske elsystem. Dette kræver et velfungerende og grænseoverskridende europæisk elmarked med sammenkobling af flere mere eller mindre velfungerende regionale markeder. Nye transmissionsforbindelser etableres i dag i stort omfang ud fra snævre nationale hensyn. Det er vigtigt, at de initiativer, som EU sætter i gang på infrastrukturområdet, sker ud fra en europæisk betragtning, hvor effektivitetsfordelene er størst og sikrer at de nationale systemansvarlige tilgodeser samfundsøkonomien i Europa. Det betyder, at transmissionsforbindelser skal etableres ud fra et europæisk perspektiv med overordnet europæisk samfundsøkonomi for øje. Dette skal være udgangspunktet for Kommissionens arbejde med at udpege forbindelser med særlig europæisk interesse samt den europæiske systemansvarliges, ENTSO-E, arbejde med regionale transmissionsplaner og den samlede 10-års netudviklingsplan.
Fakta: Store prisforskelle mellem det danske marked og sydover betyder, at udbygning af transmissionskapacitet fra Danmark til Holland, Tyskland og England har god europæisk samfundsøkonomi.
EU skal afsætte midler til at gennemføre udbygningen af transmissionsforbindelser af særlig europæisk interesse. Det gælder forbindelser mellem områder med stor prisforskel, hvor udligning af priser vil gavne forbrugeren.
Eksisterende EU-midler bør omfordeles, så de gives direkte til energiinfrastruktur, herunder eksisterende midler inden for EU's struktur og regionalfonde. Finansiering af transmissionsforbindelser skal styrkes ved, at alle flaskehalsindtægter - der opstår ved begrænsninger i nettene hos de nationale systemansvarlige - skal anvendes til investeringer i net og vedligeholdelse. De systemansvarlige har mulighed for, men bør ikke anvende flaskehalsindtægter til at sænke tariffer. Tarifnedsættelser kan godkendes af den nationale regulator og ACER (det europæiske agentur for samarbejde mellem energiregulatorer i EU) skal informeres. Dette er ikke hensigtsmæssigt – særligt i de tilfælde hvor der ikke er fuld ejermæssig adskillelse af det overordnede transmissionsnet. Dansk Energi vurderer, at behovet for investeringer i transmissionsnet er spredt ud over Europa, og der vil i mange år fremover være behov for finansiering af nye investeringer, og flaskehalsindtægterne kan sagtens finde anvendelse.
Fakta: EU-Kommissionen vurderer, at for at nå EUs klima- og energimål i 2020, så er der behov for at investere omkring 200 mia. euro alene i elinfrastruktur og gasrør.
EU's regulering skal sikre bedre markedsadgang til de europæiske markeder. De systemansvarlige skal stille alle transmissionsforbindelser fuldt til rådighed for markedet.
En effektiv udnyttelse af transmissionsforbindelser sker ved, at forbindelserne ikke begrænses af de systemansvarlige, og ved at engrosmarkederne fremmer fri handel og udveksling. Fri handel sikres ved, at markederne er velfungerende og grænseoverskridende og gennem fælles spilleregler i det finansielle marked, spotmarkedet og intradaymarkedet samt regulerkraftmarkedet. EU skal arbejde med lovgivning om udvikling af fælles markedsdesign. Dansk Energi vil arbejde for at styrke samarbejdet mellem de europæiske lande og skabe synlighed om den dansk/nordisk markedsmodel. EU-lovgivningen skal tage udgangspunkt i de europæiske regulatorers ”Guidelines of good practice for electricity balancing markets integration”.
Fakta: Hvis alle transmissionsforbindelser er til rådighed for markedet, vil elforbrugeren mærke det direkte gennem lavere elpris, da de europæiske samlede ressourcer dermed udnyttes bedre.