Magnetfelter

Magnetfelter findes overalt, hvor der forbruges eller transporteres elektricitet, og således både i nærheden af elforsyningsanlæg og elektriske apparater i hjemmet. Styrken af de magnetiske felter afhænger bl.a. af strømstyrken og afstanden til de ledende dele.

Siden slutningen af 1970’erne har forskere i hele verden søgt at afklare, om der kan være en sammenhæng mellem magnetfelter og en række forskellige sygdomme - herunder forskellige former for kræft. De mange undersøgelser kan dog ikke endeligt bekræfte, at der skulle være en sammenhæng.

I juni 2007 udgav WHO en rapport, som sammenfatter resultaterne af de sidste mange års forskning: ”WHO environmental Health Criteria Monograph No. 238”.

I Danmark er der ikke fastsat grænseværdier, men sundhedsmyndighederne har siden 1993 anvendt et forsigtighedsprincip, efter hvilket det skal tilstræbes, at nye højspændingsanlæg og boliger ikke placeres tæt på hinanden. Dette stemmer godt overens med WHO's anbefalinger på området.

ICNIRP (International Commission for Non-Ionising Radiation Protection), der samarbejder med WHO, udarbejdede i 1998 nogle vejledende grænseværdier, som også ligger til grund for EU’s arbejdsmiljødirektiv på området. ICNIRP’s vejledende grænseværdier er 100 μT for den almene befolkning og 500 μT på arbejdspladser.

De danske elselskabers Magnetfeltudvalg indsamler og formidler ny viden på området og udgiver løbende et nyhedsbrev.