Den intelligente fremtid starter ved frikadellerne

I stedet for at tale om smart grid, taler adm. dir. Niels Duedahl fra Syd Energi lige ind over vores ligusterhække: Forbrugernes adfærd er nøglen til det intelligente energisystem. Vi skal lære, at vi ikke skal stege frikadeller på samme tid alle sammen – og det skal politikerne hjælpe med.

Det betyder, at vi skal have et opgør med paradigmet, hvor forbrugerne betaler det samme ligegyldigt, hvordan de opfører sig.

I stedet for at tale om smart grid, taler adm. dir. Niels Duedahl fra Syd Energi lige ind over vores ligusterhække: Forbrugernes adfærd er nøglen til det intelligente energisystem. Vi skal lære, at vi ikke skal stege frikadeller på samme tid alle sammen – og det skal politikerne hjælpe med.

Hvorfor koster strøm det samme i de timer, hvor vi alle sammen kommer hjem tænder, lys, fjernsyn, pc’ere, som om natten, hvor næsten ingen bruger strøm? Syd Energis direktør Niels Duedahl forstår det ikke. I hans øjne er det den største barriere for en fremtid uden fossile brændsler og med en smartere brug af energi.

Smart elnet

Og ordet ’net’ bliver stort set ikke nævnt, for nettet kan sagtens klare at transportere endnu større mængder strøm. Duedahl mener i stedet for, at begrebet smart grid består af tre byggesten: Styring, regulerkraft og - især - forbrugeradfærd.

For energisystemet står over for fundamentalt opgør med at være et efterspørgselssystem til at blive et udbudssystem, mener Niels Duedahl.

- Alle vil have ret til at stege frikadeller i de samme 20 minutter. Det er helt naturligt for forbrugerne, de føler sig i deres velerhvervede ret til, at der altid skal være kapacitet til rådighed, siger han.

Billig strøm

- Al energi koster for lidt. El er nærmest et gratis gode, når vi sammenligner med, hvad en normal husstand bruger på ferier, husleje, biler og daginstitutioner... Det koster kun 35 øre pr. kilowatttime, når man fjerner alle afgifterne - derfor bliver det nærmest taget for givet. Når et produkt er meget billigt i forhold til andre forbrugsgoder og koster det samme uanset forbrug, er der ikke grund til at ændre på sit forbrug. Du ville aldrig drive andre virksomheder på den måde, siger Niels Duedahl.

- Det betyder, at vi skal have et opgør med paradigmet, hvor forbrugerne betaler det samme ligegyldigt, hvordan de opfører sig.

- Det handler om, at vi skal rykke el fra at være et lavinteresseområde til at gøre energi interessant for forbrugeren. Prisen er et godt sted at starte, og det behøver ikke nødvendigvis at blive dyrere totalt set, men vi kan gøre prisen dynamisk og elafgifterne variable, således at dårlig adfærd bliver dyrere, forklarer han.