CO2-lagring

CO2 opsamling og lagring (CCS) er en nødvendig teknologi i kampen for at begrænse udslippet af CO2.

Fossile brændsler vil i en årrække udgøre rygraden af den danske energiforsyning. Lagring af CO2 er derfor en nødvendig teknologi i overgang til en energiforsyning helt fri for fossile brændsler.

CO2 opsamling og lagring (CCS) er en nødvendig teknologi i kampen for at begrænse udslippet af CO2. Vindmøller kan i 2025 producere 37 procent af Danmarks strøm. Men vindmøller udgør kun 10 procent af vores samlede energiforsyning. 90 procent af energien producerer vi ud fra biomasse, affald og fossile brændsler. Her kan CO2-lagring reducere eller helt fjerne udledningerne af klimagasser. CCS er nødvendigt for at nå målet om et CO2-neutralt Danmark.

CCS i Danmark

Fossile brændsler vil i en årrække udgøre rygraden af den danske energiforsyning. Lagring af CO2 er derfor en nødvendig teknologi i overgang til en energiforsyning helt fri for fossile brændsler. Ved afbrænding af biomasse udleder kraftværket CO2 ligesom ved afbrænding af fossile brændsler. Biomasse betragter vi som CO2-neutral, idet biomasse (halm og træ) optager en tilsvarende mængde CO2 ved væksten.

Allerede nu arbejder forskere og energiselskaber i Europa på at kombinere biomasse og CO2-lagring. CCS i kombination med biomasse vil gøre det muligt at producere el med en negativ udledning af CO2. Kraftværkerne kan fjerne CO2 fra atmosfæren, hvilket gør det mere klimavenligt end selv de bedste VE-anlæg. Danske virksomheder har en spidskompetence, når det gælder teknologi til effektive kraftværker. Vi skal sikre, at Danmark opbygger viden om CO2-lagring, så vi fortsat er med i den globale superliga, og kan eksportere vores know-how.

Potentiale for lagring

Sikker lagring af CO2 kræver gode reservoirlag, som kan binde CO2. Disse reservoirer – skal være begrænsede opad og til siderne, så CO2 ikke kan sive op igen. Den danske undergrund er velegnet til lagring af CO2 fordi lagrene er store og undergrunden er stabil. Der kan opbevares CO2 i den danske undergrund svarende til flere hundrede års produktion.

Prisen

Lagring af CO2 kræver investering i ny teknologi. CCS betyder også et ekstra energiforbrug på op til 30 procent.

I dag koster CCS 450–700 kr. pr. tons CO2. Men allerede i næste generation af teknologien forventer Dansk Energi, at prisen falder til 225 kr. pr. tons CO2. Det svarer til 15-20 øre/kWh. Til sammenligning modtager vindmøller i dag en støtte på 25 øre/kWh.