Kabelsøgning og kabelfejllokalisering med kabelsøger

Arbejder du med kabelsøgning og -fejllokalisering? Vi har et kursus til dig – både som ny eller øvet kabelfejlfinder – som fokuserer på anvendelsen af kabelsøgeren til kabelsøgning og -fejllokalisering på uskærmede stikledninger, forsyningskabler og kabler i gadebelysning. Den viden, du får opbygget på kurset, kan også bruges til at finde kappefejl på mellemspændings PEX kabler.

Vi har omkring 160.000 kilometer kabler i Danmark, så det er uhyre vigtigt for leveringssikkerheden og netselskabernes økonomi, at kabelfejl bliver hurtigt og effektivt lokaliseret og repareret. Elnettet er samfundets livsnerve.

På kun to kursusdage får du en grundig og fabrikatuafhængig gennemgang af kabelsøgerens anvendelsesmuligheder.

På kurset gives en gennemgang af:

• Kabeltyper
• Typiske fejlarter på kabler
• Diagnose af kabelfejl
• Kabelsøgerens anvendelses muligheder
    - Målemetodernes fysiske grundlag
    - Kabelsøgning
    - Kabelfejllokalisering
    - Begrænsninger
• Praktiske øvelser på et stort øvelsesanlæg med de fleste typer af kabler og fejlarter


På kurset lægges der stor vægt på de praktiske øvelser på vores store kabelbane i Sig ved Varde. Her får du mulighed for at bruge kabelsøgeren på mange forskellige typer af kabler og fejlarter, som du kan komme ud for i dit daglige arbejde.

Du bliver undervist af erfarne kabelfejlfindere med mange års praktisk erfaring på området.

Medbring eget måleudstyr - kurset er fabrikantuafhængigt. Der undervises uanset vejret så medbring beklædning til udendørs brug i al slags vejr. Endvidere medbringes: Megger, multimeter, håndværktøj og instrumentledninger.

Målgruppe: Ansatte hos netselskaber, entreprenører og el-installatører, der arbejder med kabelfejllokalisering.